Nyhed
29-07-12
Ungdomslege i Rendsborg

AF: ANDERS VEDEL


Store oplevelser til Ungdomslege i Rendsburg 24.-28. Juli.

17 af Aalborg Atletik & Motions unge aktive i årgang 97 & 98, samt 2 ledere fik en fantastisk sommeruge i Tyskland. En utrolig hyggelig by og indkvartering på dejlig skole med eget atletikstadion sammen med unge fra Sverige, Frankrig, Holland, Tyskland & Estland dannede rammen om en uforglemmelig tur.

Højdepunkterne på turen var en flot og festlig åbningshøjtidelighed, 3 super konkurrencedage, ungdomsparty, gratis restaurantbesøg, utætte luftmadrasser, et ubeskriveligt rodet drenge klasselokale, pigernes malkekovideo, vandkamp på stadion og en masse spændende nye bekendtskaber med unge fra andre lande og sportsgrene.

 

Resultater fra stævnet kan findes via dette UL Rensburg Resultatliste. Specielt skal nævnes, at Aalborg i 100 meter løbene var særdeles suveræne med 4 sejre og samtidig supertider. Emma Hjelm brød 13 sekunder grænsen, Lærke Nilson var lige ved og næsten med 13.00 sek., Benjamin Lobo Vedel i ny stor PR 11.42 sek. og Martin Dam Larsen i en rigtig hurtig tid trods en ringe start. Derudover var Benjamin Lobo Vedels vindertid på 300m i 36,05 sek. en klar forbedring af hans egen danske årsbedste. Det bliver spændende at se ham senere på sæsonen folde sig ud på 400m distancen, hvor en af de rigtig gamle danske årgangsrekorder lydende på 50,35 sek tilbage fra 1989, kan stå for fald.

Samlet set blev Aalborg i atletikken den bedste af de deltagende byer. Så stor ros til de unge aktive for en flot indsats. Endda også fra Aalborgs borgmester Henning G. Jensen, der aflagde atletikstadion et langt besøg og interesseret fulgte med i konkurrencerne.

En stor tak til SIFA og Aalborg Kommune for at muliggøre deltagelse i så mange store idrætsoplevelser.

Det er sikkert, at oplevelser som disse hænger fast og forhåbentlig kan være medvirkende til at de unge bliver længe i idrætten og måske senere bliver ledere for andre unge.



Aalborg Atletik & Motion • Søndre Skovvej 2 • 9000 Aalborg • 98 11 18 24